KULTURNAT HOS PAUSTIAN V/ STRØGET

Kom til Kulturnat hos Paustian på fredag d. 13/10-2023. Butikken har åbent til kl. 21.00, og vi glæder os til at byde på en eftermiddag og aften med følgende spændende kulturoplevelser:

 

Foredrag om den hemmelige modstandskæmper ”Storfyrstinden” af forfatter Trine Engholm.

Starter kl. 15.30 og igen kl. 17.00. 

Bankassistent om dagen og hemmelig agent om aftenen. Jutta Graae, med dæknavnet Storfyrstinden, var en af Englands vigtigste kontakter i Danmark under besættelsen og en nøgleperson bag Danmarks befrielse. Alligevel er hun relativt ukendt. Hun arbejdede diskret og slettede sine spor. Med sin daglige gang i de gamle banklokaler, der i dag huser Paustian V/ Strøget, har du nu en unik mulighed for at mærke historiens vingesus og følge i “Storfyrstindens” fodspor, når forfatter Trine Engholm Michelsen fortæller historien om én af Danmarkshistoriens vigtigste, og hidtil oversete, modstandskæmpere.

Med bogen ”Storfyrstinden” har Trine Engholm Michelsen – der har en baggrund i Forsvarets Efterretningstjeneste – gjort det store opklaringsarbejde. Det har krævet rejser til engelske og svenske arkiver, og samtaler med et meget stort antal slægtninge og fagfolk. Dette har resulteret i et nyt kapitel om kvindelige helte i Danmarkshistorien.

 

Udstilling af Jacob Tekielas bæredygtige kunstværker.

Meet & Greet med kunstneren fra kl. 17.00 – 19.00. 

Oplev Jacob Tekielas bæredygtige kunstværker og mød kunstneren til en snak om mødet mellem grafik, kunst og bæredygtighed.

Jacob Tekiela skaber sine kunstværker fra sit eget værksted på Langeland, hvor han er i tæt kontakt med årstidens naturfund fra den lokale skov, eng og strand. Han er optaget af den oversete skønhed, og med hans grafiske baggrund undersøger han makro-fotoets nærhed, cyanotypiens kaos og monotypiens unikhed, der møder computerens generative muligheder, hvormed plantelignende strukturer broderes, tegnes eller laser-graveres på billederne. 3D-scanninger af naturfund indgår ofte som trådlignende formationer i hans kunstværker.

Vi glæder os til at se jer til et glas vin fra Depanneur og en eftermiddag og aften i kulturens tegn.

 

PRAKTISK INFORMATION

Kulturnat hos Paustian  

Dato: Fredag d. 13/10-2023 

Tidspunkt: Butikken har åbent til kl. 21.00.

Foredrag med Trine Engholm Michelsen kl. 15.30 & 17.00

Meet & Greet med kunster Jacob Tekiela kl. 17.00 – 19.00

Adresse: Paustian V/ Strøget.
Niels Hemmingsens Gade 24, 1153 København K

 

Tilmelding er ikke nødvendigt.